
Betty's Lemonade
NYHED!
Læskende retro lemonader og iste. Lokal produceret i Danmark, hvilket er godt for klimaet. Derfor Better with Betty's.


Lad dig forføre af Betty og nyd stemningen
Det er sommer, solen skinner fra en blå himmel, vinden er lun, og du føler dig klar til fest og festivals. Fra haverne dufter der af BBQ med alverdens lækkerier. Du nyder en Betty’s Lemonade, ser på etiketten og bliver ramt af lynet med minder fra Grease. Med ét er du ført tilbage til en svunden tid med fed rock’n’roll musik, mænd med håret smurt ind i Brylcreme og stramme jeans, mens pigerne svinger rundt i deres strutskørter.
Det er det, som Betty’s Lemonade kan. Betty’s Lemonade er nemlig et dansk brand forankret i tidsånden fra 1950’erne og er for dig, der ønsker en mere positiv verden, og som har lyst til at slippe nutiden et øjeblik og vende tilbage til en tid, hvor drømmene var store, velstanden stigende og lysten til at prøve nyt spirende.
Better with Betty’s
Christiansen & Partners har altid søgt den bedste smag og i mange år har de importeret Joe Tea lemonade og is te fra USA, men i takt med at konsekvenserne af klimakrisen bliver mere og mere åbenlyse, ønsker de at minimere deres CO2 aftryk.
De har derfor stillet sig selv spørgsmålet: Er det virkelig ansvarligt at importere iste og lemonader som indeholder 98% vand, over Atlanten? ”Svaret er selvfølgelig et stort og rungende NEJ. Det giver absolut ingen mening! Og da vi ikke kunne finde et alternativ med samme gode smag, har vi valgt at lave vores egen iste og lemonade, som smager mindst lige så godt eller bedre, hvis du spørger os”, siger Jakob Broder Christiansen, medstifter af Betty’s Lemonade og ejer af Christiansen & Partners.
Betty’s smagsvarianter
Betty tager det bedste fra en svunden tid, putter det på flaske og skaber 4 unikke smagsvarianter - 4 varianter, som hver især og tilsammen beskriver Betty.
”Vi ønsker at vores nye brand er et spejl af tiden, der er gået, og at historiens vingesus fra en måske mere ”care free” tid blæser ind over én, når man ser og smager Betty´s. Samtidig har Betty’s lemonade alt, hvad nutiden kunne ønske sig af smag, attitude og wauw-effekt, ” fortæller Mette Heerulff Christiansen, medstifter og ansigtet bag Betty.
Betty er smuk og en klassisk skønhed (Classic Lemonade), hun har former og er generøs (Peach Ice Tea), hun er eksotisk og nysgerrig (Pineapple Lemonade), og så elsker hun alle former af farven rød (Pink Lemonade). Det ses tydeligt i hendes valg af læbestift.